Af: Julie Taylor
"Over-flexing the horse's neck: A modern equestrian obsession?" hedder den artikel, som forskere fra University of Sydney har fået publiceret i det videnskabelige tidsskrift, Journal of Veterinary Behaviour. På dansk lyder titlen "Forbøjning af hestens hals: En moderne rytterbesættelse?". På basis af billedmateriale af 828 salgsheste, og billeder af henholdsvis vildtlevende heste og tamheste uden rytter, har forskerne undersøgt forekomsten af heste, som går med næseryggen bag lodret.
Hele 68% af salgshestene blev fremvist med næseryggen bag lodret, mens de frie og vildtlevende heste kun yderst sjældent trækker næsen ind bag det lodrette plan. "Resultaterne viser, at længdebøjning af hestens hals i den grad, som er generelt eftertragtet, ikke er almindeligt forekommende hos heste uden rytter, som bevæger sig naturligt," konkluderer forskerne, og fortsætter med at sætte spørgsmålstegn ved årsagerne til, at ryttere vælger at placere hestens hals i en unaturlig holdning på trods af, at det indskrænker dens udsyn og besværliggør dens vejrtrækning. Er det fordi rytterne tror, at hesten bedre kan bære dem, når den har næsen bag lodret? Det er der meget, der tyder på, mener artiklens forfattere, som peger på elitedressurens hyperfleksion som en mulig årsag til at flere og flere almindelige ryttere tror, at næseryggen bag lodret er ligmed god ridning.
Et interessant resultat af undersøgelsen er, at tamheste uden rytter bærer næseryggen længere foran lodret end vildtlevende heste på de billeder, som er brugt i analysen. Forskernes teori er, at tamheste bliver jagtet, når der skal tages salgsbilleder, for at få dem til at tage sig bedre ud. At jage med hesten kompromitterer dens velfærd, understreger artiklen, så det er endnu en mulig problemstilling at tage fat på.
Den nyeste forskning i hestens naturlige tyngdepunkt har vist, at det faktisk ligger længere tilbage end man hidtil har troet, skriver artiklens forfattere, anført af professor Paul McGreevy. Det ansés nu for mest sandsynligt, at hestens sande tyngdepunkt ligger lige under det sted, hvor rytteren sidder, så det haster ikke med at flytte vægt bagud for at gøre hesten i stand til at bære rytteren på en hensigtsmæssig måde, som man tidligere har antaget, mener forskerne. Idéen om at hesten kommer voldsomt meget mere på forparten af at få rytter på, er sandsynligvis et levn fra gamle dage, hvor krigsheste skulle bære både en rytter, rytterens rustning, og hvor selve hesten også var tungt armeret på forparten. I stedet for at være bange for at ride hesten i en naturlig holdning med næsen foran lodret, bør ryttere fokusere på at styrke hestens kondition og lydighed, mener Paul McGreevy og hans kolleger, som understreger, at korrekt dressurtræning resulterer i en hest, der går i holdning, men en hest, der går i holdning er ikke garant for korrekt dressurtræning.
