Af: Julie Taylor

7-7-2010 Det skal ikke være obligatorisk at ride med kandar i dressur, mener to af verdens førende forskere i hesteadfærd og -træning. Faktisk bør FEI og de nationale forbund stile efter at belønne de ryttere, der kan ride de svære klasser på trensebid.

Et "primitivt kontrolredskab" kalder de to forskere, professor Paul McGreevy fra University of Sydney og Andrew McLean, ph.d., fra Australian Equine Behaviour Center kandaren, som de ikke mener, bør promoveres i ridesporten. I et heste-særnummer af det videnskabelige tidsskrift Equine Veterinary Behaviour stiller de to kolleger skarpt på den moderne sportshests vilkår i en artikel med navnet: "Ethical Equitation: Capping the price horses pay for human glory" eller "Etisk ridning: At begrænse den pris, heste betaler for menneskers prestige."

Det er ikke nødvendigvis synd for hesten at ride på den eller endda at bruge den til sport, lægger de to forskere ud med at understrege. "Ikke desto mindre, når vi nu accepterer, at heste er følende dyr, som er i stand til at lide, har mennesker et moralsk ansvar for at behandle tamhesten med henblik på optimal velfærd," fortsætter artiklen, som både tager fat på brug af næsebånd, pisk i hestevæddeløb og renavl og indavl af raceheste.

Fordi ridning og ridesport er så integrerede i vores samfund, sætter vi sjældent spørgsmålstegn ved om vi overhovedet har ret til at udøve "lokomotorisk manipulation" af hesten, påpeger artiklen. "Men etiske problemstillinger ville utvivlsomt opstå, hvis bevægelsesforløbet hos en anden dyreart blev kapret på samme vis i sportens navn. Der er noget odiøst ved forestillingen om en sport, baseret, for eksempel, på en dansende bjørn." Hestefolk vil nok ryste på hovedet ad sammenligningen, mens ikke-hestefolk sagtens kan se parallellerne, og eftersom det er ikke-hestefolk, der ultimativt kommer til at afgøre ridesportens fremtid, gør hesteverdenen klogt i at tage et skridt baglæns og se nøgternt på hvad det egentlig er, vi byder dyr i sportens navn, mener Paul McGreevy og Andrew McLean.

Artiklen fortsætter med at forsøge at definere hestens status som både brugs- og kæledyr. I princippet holder vi hest på samme måde, som vi holder alle mulige andre husdyr med henblik på produktion af kød, tekstiler, transport og underholdning. "Dog byder ridning ind med en anderledes motivation for udnyttelse af dyr, nemlig nogle menneskers ønske om at træne og ride heste i jagten på en særligt menneskelig psykologisk tilfredsstillelse: "At vinde."

Trangen til at vinde handler tilsyneladende ikke bare om fornøjelse, eller sågar om success, for den kræver, at vi præsterer overlegent i forhold til andre mennesker. Gør dette den til den ultimative øvelse i menneskeligt hovmod, forfængelighed og individualisme? Og i så fald, er det en berettiget grund til at udnytte dyr, selv når de måske lider smerte?" spørger forskerne på vegne af ridesportens kritikere.

Sporten kunne være til stor gavn som kuvøse for udvikling af nye og bedre teknikker til træning af heste, mener artiklens forfattere. Ikke bare sports- og fritidsheste, men heste i den tredje verden, hvor 60% af verdens population af heste findes. Arbejdsheste har altid haft, og har det stadig utroligt hårdt, og den viden om hestens træning og sundhed, som ridesporten globalt kunne være med til at udvikle og sprede, kunne komme de 90 millioner heste, æsler og muldyr, som lever i den tredje verden, til gode. Men det kræver, at ridesporten starter med at feje for egen dør, og udrydder overgreb på sportsheste.

"Hvis vi erkender, at heste altid vil være nødt til at arbejde for os, hvordan kan vi så forfine vores udnyttelse af dem, så den bliver moralsk berettiget?" spørger McGreevy og McLean. "Bare fordi hesten finder sig i, at vi påtvinger den en given procedure, bliver vores behandling af hesten ikke per definition etisk forsvarlig eller sund. Hesten kan fremstå som ekstremt tolerant, og tilsyneladende finde sig i indgreb, selv når de er generelt ubehagelige. Dog er der en meget stærk sandsynlighed for at dette blot er udtryk for hestens fremragende kapacitet for habituering, associationslæring og endda tillært hjælpeløshed."

Dermed punkterer forskerne myten om at vi kan regne med, at hesten ikke lider, bare fordi "den vejer 600 kilo, og kun gør det, den selv vil", for selv 600 kilo hest kan forholdsvis let overbevises om, at ingen protester nytter. Og med et stangbid i munden på hesten bliver opgaven bare lettere. Især hvis et stramt næsebånd og sporer samtidig tages i brug.

"Som i andre sportsgrene betyder konkurrencepresset, at hesteejere, trænere og ryttere før eller siden vil skulle træffe valget mellem at gøre noget "forkert", som øger sandsynligheden for en sejr eller ikke at gøre det, og dermed give slip på muligheden for at vinde. Det kan være beslutningen om at bruge en hjælpetøjle eller en medicin, tilbageholdelse af foder eller vand eller forsætlig smertevoldelse," konstaterer artiklens forfattere.

For at reducere risikoen for, at heste bliver udsat for overgreb, når deres ejere, trænere og ryttere vælger at prioritere vinderchancen over ansvaret overfor hesten, må potentielt smertevoldende og skadelige teknikker og redskaber udfases af ridesporten, mener artiklens forfattere. Konkurrencer skal vindes på den bedste, mest humane træning, og det er ikke muligt efter gældende regler.

Som eksempler på ændringer, der allerede er sket for at forbedre velfærden hos sportsheste nævnes afskaffelsen af steeplechase-delen i military og skærpede regler for brug af pisk på væddeløbsheste. Også Dansk Ride Forbunds tiltag med forbud mod brug af pisk og sporer som afstraffende midler nævnes som et forbillede, som andre nationers rideforbund bør følge. Men der er langt igen, mener de to forskere. Det er ikke nok at tale om "happy athletes" - man skal også kunne bevise, at den pågældende hest, man holder frem som eksempel, faktisk trives. Det kan kun lade sig gøre ved at benytte både håndgribelige fysiologiske- og adfærdsparametre.

"Det er bekymrende, at selv om de gældende regler for dressur fordrer, at dommerne slår ned på tegn på modstand, ser man stort set alle vegne, at der benyttes næsebånd så stramme, at hesten umuligt kan åbne munden, sådan som den ville gøre for gøre modstand mod biddet. Berettigelsen af redskaber, der begrænser hestens mulighed for at bevæge sine kropsdele (i dette tilfælde overkæben i forhold til underkæben) fortjener nøje, videnskabelig granskning. Det anbefales endvidere, at det internationale rideforbund (FEI) etablerer specifikke tests såsom undersøgelse af hestens brystkasse for sår og ar fra sporer, undersøgelse af mund, læber og skumkædens leje for tegn på skader fra biddet og inspektion af næseryggen for tegn på sår fra stramme næsebånd; og at disse tests udføres på alle konkurrenceniveauer, muligvis på samme måde som dopingprøver nu foretages. Vi anbefaler at FEI finansierer videnskabelig forskning i disse og andre inspektionsmetoder."

Paul McGreevy og Andrew McLean advarer desuden imod, at man avler for ensidigt på et "medgørligt" temperament, fordi en rolig hest stadig mærker smerte fra bid og sporer, men ikke reagerer nær så voldsomt. Målrettet avl af den slags heste vil lede til nedsat velfærd, fordi rytterne ikke vil være nødt til at modificere deres træning, men kan fortsætte med at bruge for voldsomme, konstante hjælpere. I stedet bør man sætte ind med målinger af stressparametre hos sportsheste, og sørge for at sporten belønner de ryttere, der stresser deres heste mindst. Renavl af raceheste, grænsende til indavl, berøres også kort i artiklen. "Vi bør tage ved lære af racehundeavlens erfaringer, og begynde at avle for livskvalitet."

EPONA.tv er som sædvanlig på pletten, når adfærdsforskernes årlige kongres om hestetræning og -velfærd løber af stablen i starten af august. Her er Andrew McLean én af hovedtalerne, og skal holde et oplæg om konfliktteori og betydningen af vores menneskeliggørelse af hesten for dens velfærd. Hvor går grænsen mellem hensyntagen og sygeliggørelse? Og gør vi hesten en tjeneste ved at tro at den er "ærlig", "tilregnelig" eller "sød", når den gør, som vi vil have? Hvad så når den ikke gør, som vi vil have? Er den så "uærlig", "utilregnelig" eller "dum"? Kan man menneskeliggøre hesten på nogle måder uden også at gøre det på andre måder? Eller må man tage det sure med det søde, når man antropomorfiserer?

Hør flere overvejelser om etik og brugen af heste til underholdning i EPONA.tvs interview med formanden for dyreetisk råd, Peter Sandøe, og i interviewet med Bidda Jones, chefforsker hos dyreværnsorganisationen RSPCA.

Læs eller genlæs EPONA.tvs leder "Heste er ikke atleter"